 Jan Horshauge fortæller
De første klublokaler - 1986
Det var en stor dag da klubben endelig fik lovning på egne lokaler. Lokalerne lå lige ved hjørnet af krydset hvor Bispensgade og Frilandsvej mødes. Lokalerne huser i dag et solcenter og en af de nærmeste naboer til lokalerne er i dag Sandwich Kiosken som ligger på selve hjørnet i krydset.
Man kunne på ingen måde sige, at lokalerne var perfekt egnede til, at huse en styrkeløftklub, men det var en start og vi var stolte. Før vi kom til, husede lokalerne her iøvrigt: Sandlykke og Leifsgård - nyt IT firma i Hjørring dengang - som sidenhed er kommet til, at hedde TARGIT og som kendes af rigtig mange i dag verdenen over.
Jeg husker bl.a., at der i lokalerne var tapet på væggene som først skulle dampes af inden der kunne males. Min forældre som på daværende tidspunkt havde købmandsforretning og desuden solgte masser af tapet og maling til nær og fjern sponsorerede i den anledning maling for omkring kr. 3000,- så det var en stor hjælp på klubbens beskedne budget.
I selve lokalerne var der desuden trægulv i en stor del af arealet og klubben var tillige inddelt i 5 rum samt 1 lillebitte tekøkken og 1 lillebitte badeværelse med én bruser. Allerede den gang stod det klart, at vi måtte køre med 2 kontingentpriser - en pris med bad og en pris uden bad. For etablering af regulære baderum var der bestemt ikke råd til, at bekoste set i lyset af vores beskedne budget. Det er i den forbindelse nok ikke nødvendigt, at fortælle, at det sidenhen var kontingenterne uden bad som i særklasse solgte bedst!!
I det første rum hvor folk kom ind var der nødtørftigt sat skillevægge af spånplader op som skulle illudere omklædningsrum. Et til damerne og et til herrerne. Som bænke brugte vi alm. sammenklappelige stole som vi havde fået foræret af kommunen og som stammende fra en skole. Efter omklædningen kunne man gå gennem det lille tekøkken hvor vi havde klubkassen stående og hvor folk kunne afregne deres kontingenter ved køkkenbordet og således gå videre ind i selve træningslokalet som bestod af 4 små rum.
Rent visuelt kan man prøve, at forestille sig en kvadrat som er inddelt i ca. 4 lige store dele - sådan omtrent var lokalerne opdelt. De to forreste rum med trægulv og med facade vinduer mod Bispensgade blev således anvendt til det lettere maskintræning hvor imod de 2 bagerste rum med betongulv blev anvendt til tung træning. Sidstnævnte rum var dog så små, at der kun kunne være ét squat-stativ i det ene rum og ét bænkpres stativ i det andet plus benspark/bencurl maskinen. Så var der ikke mere plads at rutte med. Det må siges, at være beskedne forhold sammenlignet med det ny Hjørring Styrkesport på Vandværksvej 4 vi nu kender!!! Men det var en start og vi var i gang.
Vi havde også imellemtiden indkøbt og fået tilsendt en Eleiko vægtstang og skiver samt lidt håndvægte fra Sverige som jeg husker jeg var i Frederikshavn for, at hente for, at vi kunne spare fragten til fragtmand. Nina havde syet gardiner til hele butikken og forhæng til omklædningsrummene. Facaden blev malet og pyntet op med teksten HJØRRING STYRKESPORT - skåret møjsommeligt ud af linolium-gulvtæppe efter bogstavsskabelonerne som blev brugt da den famøse pressening blev fremstillet (se afsnittet: TILBLIVELSEN AF HJØRRING STYRKESPORT - 1985). Selvklæbende tekst blev ligeledes håndudklippet i stedet for, at gå til fagmand således der kunne spares pengene på kassekreditten. Men flotte tog lokaliteterne sig nu ud.
Åbningsdagen var fastsat til 6. januar 1986, men blev udskudt en uge pga. tidsnød. Første medlem var såvidt jeg husker Brian Steen som også havde været ved døren dagen hvor klubben skulle have åbnet, men heldigvis var han påholdende og kom tilbage som første medlem ugen efter.
Medlemstilgangen var stor - og det varmede både økonomisk, men også fysisk. Sagen var nemlig den, at der ikke var varme i lokalerne så i vintermånederne i 1986 var det en kold omgang at skulle sidde vagt - de trænende kunne trods alt træne sig varme. Faktisk var det en overgang så koldt, at der stod tåge ud af folks munde når de talte sammen.
Men heldigvis var medlemstilgangen som sagt så stor, at det i løbet af få måneder stod klart, at vi måtte have andre lokaler til vores udfoldelser. Næste station blev således Albert Gingesvej - på hjørnet af Albert Gingesvej og Idrætsallé - ligeover for Badminton-hallen.
Skrevet af Jan Horshauge November 2009
[Permalink]
|